Jeg blev fanget af den lige med det samme - og grebet af det direkte sprog og den ærlighed, jeg synes, jeg kunne mærke helt ned i mellemgulvet. Fik knugende hjerte og sløret blik mange gange undervejs, nøjagtigt som når jeg også læser hendes indlæg på bloggen http://www.kemoland.dk/
Kender flere - herunder også en nær veninde - der har haft en angst, der ligner. For hvordan det skal gå deres barn. Jeg kan slet ikke finde noget klogt at sige eller skrive, når det sker, for jeg synes slet ikke, der findes nogen ord der passer til det. Er ikke specielt troende, men har i disse tilfælde alligevel inderst inde bedt en lille bøn for disse familier. Hvem ved? Måske hjælper det, hvis vi er mange, der sender en kærlig tanke med et dybfølt håb om, at det skal komme til at gå rigtig godt for dem i familien igen, store som små.
Når det er nogen man kender - rigtig godt eller lidt perifert - kan man fortælle dem, at man tænker på dem og håber det bedste. Når det så er andre, man følger i blogland, er det straks noget andet. Tror alligevel jeg lægger en kommentar på hendes blog, så hun kan se, at der er en mere, der synes, at hun og familien klarer det fantastisk og håber det bedste for dem alle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar